Næste >
28.01.2011 12:51 Age: 13 yrs

Dansk Metal: Regeringens efterlønsplan er håbløs

Regeringens plan om at afskaffe efterlønnen og indføre en seniorførtidspension er lige så håbløs, som frygtet. Det mener Dansk Metal.


Regeringens plan om at afskaffe efterlønnen møder kraftig modstand fra Dansk Metal:

- At afskaffe efterlønnen er helt håbløst. Vores medlemmer har brug for retten til at kunne trække sig tilbage, når de er 60 år, siger Torben Poulsen, der er leder af Metals a-kasse.

Han mener, at planen er et angreb på kernen i det danske velfærdssamfund:

- Regeringen har soldet pengene op på ufinansierede skattelettelser til de rigeste og milde gaver til vennerne i landbruget. Men det er ikke rimeligt, at det er vores medlemmer, der skal betale dén regning med deres efterløn. Det er jo ikke de rige og højtuddannede, der går på efterløn. 83 procent af efterlønnerne er faglærte og ufaglærte, fastslår Torben Poulsen.

Opfordrer til at droppe planen

Han vender sig også kraftigt imod regeringens planer om at indføre en seniorførtidspension til nedslidte:

- Det er slet ikke en god ordning, regeringen lægger op til. Den er meget bureaukratisk, og det vil hjælpe som et et plaster på et åbent benbrud, siger Torben Poulsen. Han mener, at det er afgørende, at efterlønnen er en rettighed for alle.

- Der er over 170.000 ledige i øjeblikket, og ikke en eneste af dem kommer i job, fordi regeringen afskaffer efterlønnen. Regeringen burde bruge sin energi på at skabe vækst og job, mener Torben Poulsen, der kalder efterlønnen "den eneste mulighed for en værdig tilbagetrækning for mange faglærte og ufaglærte".

Dansk Metal opfordrer regeringen til helt at droppe tankerne om at afskaffe efterlønnen, og i stedet gå ind i debatten om, hvordan man kan gøre det mere attraktivt at blive længere på arbejdsmarkedet:

- Der er masser af måder at få folk til at blive længere. Det første skridt er at få arbejdsgiverne til at ændre holdning. 6 ud af 10 Metal-medlemmer, der går på efterløn, ville gerne være blevet i arbejde, hvis der var mulighed for det. Samtidig ved vi, at dårligt arbejdsmiljø er en af de største synder, når det kommer til nedslidning. Den debat, går vi gerne ind i, hvis regeringen tager forslaget om afskaffelse af efterlønnen af bordet, siger Torben Poulsen.

Læs planen her
Oops, an error occurred! Code: 20240504180831f461dc7f
Vision Team Typo3 CMS