Næste >
08.06.2010 07:50 Age: 14 yrs
By: Anne Gooseman Hove

Sommeridyl og rygende ueninghed

Årets grundlovsdag på Metalskolen bød på sol, hoppeborg, snobrød og politiske taler.


Helle Thorning Schmidt, formand for Socialdemokraterne, finansminister, Claus Hjort Frederiksen (V), justitsminister Lars Barfoed (K) og Ole Sohn fra Enhedslisten roste alle den danske grundlov – især for ytringsfriheden. Men der hørte enigheden også op. Alle talerne havde dog samme omdrejningspunkt, nemlig Genopretningsplanen fra regeringen og Dansk Folkeparti.

Halvér valgperioden




Thorkild E. Jensen, forbundsformand i Dansk Metal, havde et budskab til regeringen og Dansk Folkeparti, der høstede klapsalver fra publikum.

"Drop halveringen af dagpengeperioden. Halvér i stedet valgperioden. Genopretningsplanen er et angreb i solar plexus, og regeringens løsning på krisen er at angribe de danske lønmodtagere".

Planen er, ifølge Thorkild E. Jensen, et angreb på økonomisk tryghed ved ledighed, uddannelsesmuligheder og det fleksible arbejdsmarked, hvor det er let at hyre og fyre.

"Man kan jo ikke forvente, at lønmodtagerne skal være fleksible, når man forringer deres vilkår".

Kynisk regering

Formanden for Socialdemokraterne talte om styrken ved fælles konfliktløsning både på arbejdsmarked og i politik.



"Grundloven giver os muligheden for at være rygende uenige, og det er det samarbejdende folkestyre, der skaber respekt om Danmark i verden. Men efter ni år med VKO-regeringen er evnen til at træffe beslutninger i fællesskab blevet svækket og udhulet. Med kynisk rutine arbejder regeringen for at gennemføre størst tænkelige ændringer med mindst muligt flertal".

Finansminister Claus Hjort Frederiksen sagde, at besparelserne var nødvendige.

"Vi nyder jo ikke at gå til valg med besparelser, men der er ingen vej udenom. Regningen skal betales, ellers venter der en stor gældskrise. Vi kan ikke blive ved med at trække på kassekreditten", sagde finansministeren, der ellers roste Metal for at invitere ham til grundlovsdag.

"Det er jo en styrke i vores demokrati, at dem på Metalskolen gider at høre på mig. Jeg mærker ikke uenigheden fra publikum, når jeg står på talerstolen, men jeg kan da godt høre, at bifaldet er større, når mine modstandere kommer på", sagde han.

Thorkild E. Jensen opfordrede også de fremmødte til at støtte op om den store demonstration, der vil fylde Københavns gader tirsdag den 8. juni 2010.






Oops, an error occurred! Code: 20240426035800f93b7a4a
Vision Team Typo3 CMS