Næste >
22.07.2012 19:02 Age: 12 yrs

Dansk Metal: Reform går ud over de svage

Dansk Metal, HK og FOA er bekymrede for, at reformen af førtidspension og fleksjob vil medføre ringere vilkår på arbejdsmarkedet for de svageste grupper. Jyllands-Posten.



Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) og Folketingets arbejdsmarkedsudvalg satte sig sent i går eftermiddag til forhandlingsbordet for at få de sidste detaljer på plads i et bredt forlig om en reform af førtidspension og fleksjob. Det skriver Jyllands-Posten.

Aftalen var ved redaktionens deadline tæt på at være på plads. Udsigten til en reform, der skal medføre besparelser for ca. 1,9 mia. kr. i 2020 og knap 3,5 mia. kr. på længere sigt, vækker dog ikke begejstring i fagbevægelsen.

Det tydede i går på, at regeringen ville efterkomme Venstres krav om, at folk i fleksjob skal have den samme ydelse, når de er ledige. Uanset, om de er medlem af en a-kasse eller ej.

For at få flere til at sikre sig mod ledighed har regeringen ellers ønsket at give højere ydelser til medlemmer af a-kasser svarende til ca. 15.200 kr. om måneden mod godt 10.300 kr. til ikke medlemmer.

Skal alle have samme ydelse, forventes det at ville koste godt en halv mia. kr., når reformen er fuldt indfaset i 2020. Regeringen har også lagt op til, at selvstændige fremover ikke skal kunne få et fleksjob, hvilket de borgerlige partier ikke har villet være med til.

Samtidig har der været uenighed om, hvor hele indsatsen skal placeres. Her har Venstre peget på de kommunale jobcentre, mens regeringen vil lade det være op til kommunerne selv at bestemme.



Torben Poulsen, hovedkasserer i Dansk Metal og leder af Metal A-kasse, ærgrer sig, hvis regeringen ikke fastholder, at der skal gives højere ydelser til fleksjobbere, der er medlem af en a-kasse.

- Det vil være drønhamrende ærgerligt. Der er ikke tale om give "blodpenge" til fagbevægelsen, men om almindelig sund fornuft, siger Torben Poulsen til Jyllands-Posten.

Han håber, at begrebet "effektiv arbejdstid" vil være pillet ud af den endelige reform.

Det er dybt problematisk og en fuldstændig utidig indblanding, hvis man begynder at blande effektiv arbejdstid ind i overenskomstdelen for fleksjobbere. Hvis en person kun har en restarbejdsevne på 10 pct., kan man frygte, at arbejdsgiveren så også kun vil betale en tiendedel af lønnen. Det vil føre til en social dumping af mennesker, siger Torben Poulsen.

Kilde: Jyllands-Posten



Oops, an error occurred! Code: 202405031345075bb62e42
Vision Team Typo3 CMS