Næste >
18.09.2013 17:36 Age: 11 yrs

TDC vælger Huawei til leverandør af TDC´s mobilnetværk

Læs TDC presse meddelese her:


Det bliver mobiludstyrsproducenten Huawei, som de næste seks år skal levere udstyr og drift af Danmarks største mobilnetværk. Med aftalen forventer TDC at nå i mål med alle sine 4G-forpligtelser væsentligt hurtigere end, det er krævet i selskabets 4G-licens.

Fremtidssikring af netværket
”Det er en rigtig solid aftale, vi har indgået. Huawei er en af verdens absolut mest innovative aktører indenfor mobile netværksteknologier. Aftalen indebærer blandt andet, at samtlige basestationer i mobilnetværket bliver udskiftet med det nyeste udstyr og software; altså en fremtidssikring af netværket,” siger koncernchef i TDC, Carsten Dilling. Han uddyber:

”Danskerne vil hurtigt kunne mærke effekten af aftalen i form af bedre dækning og højere hastigheder på mobilt internet. Aftalen er så ambitiøs, at vi forventer at opfylde vores forpligtelser i god tid før tidsfristen i vores 4G-licens.”

Som det eneste teleselskab i Danmark har TDC forpligtet sig til at dække landets tyndest befolkede områder med 4G-internet senest med udgangen af 2015.

Fokus på sikkerhed
Herhjemme og i udlandet har der i den offentlige debat været udtrykt bekymring over vesteuropæiske teleselskabers samarbejde med Huawei.

Som alle andre aftaler, der berører kritisk infrastruktur, er også denne aftale underlagt en række strikse sikkerhedskrav. Under hele forhandlingsforløbet har TDC derfor været i tæt dialog med bl.a. den ansvarlige danske myndighed på området, Center for Cybersikkerhed, som er en del af Forsvarets Efterretningstjeneste.

”Hver gang vi i TDC indgår aftaler om vores infrastruktur, er det almindelig praksis, at vi involverer de relevante danske sikkerhedsmyndigheder. Det har vi også gjort i dette tilfælde, og vi har haft en meget intensiv, god og konstruktiv dialog med bl.a. Center for Cybersikkerhed. Jeg mener, at vi er kommet i mål med en god og tryg løsning både for vores kunder og for landet,” siger Carsten Dilling.

Fakta om aftalen
• Fra den 1. marts 2014 og seks år frem skal Huawei levere udstyr til og drive TDC’s landsdækkende mobilnetværk.
• Aftalens værdi er i alt ca. fire mia. kroner over seks år.
• Aftalen indebærer kraftig forbedring af TDC’s 3G og 4G dækning bl.a. i kraft af, at samtlige basestationer i TDC’s mobilnet bliver udskiftet.
• Huaweis driftscenter placeres i Danmark – formentlig på Borups Allé i København i tilknytning til TDC’s driftscenter for fastnettet. Det betyder, at det arbejde, der i dag leveres til TDC fra Rumænien, flyttes tilbage til Danmark.
• TDC forventer, at arbejdet med at skifte udstyr i mobilnettet bliver gennemført uden større gener for kunderne.
• I lighed med andre aftaler vil TDC i samråd med myndighederne løbende vurdere sikkerhedskravene i aftalen.
• Et antal medarbejdere vil følge med opgaverne over til Huawei efter de normale regler og vilkår på arbejdsmarkedet.

Fakta om Huawei

• Huawei leverer netværksudstyr til 45 af verdens 50 største teleselskaber og er verdens næststørste leverandør af mobilnetværksudstyr. Huawei leverer allerede i dag udstyr til flere teleselskaber i bl.a. Danmark, Sverige, Norge og Finland.
• Flere af Europas største teleselskaber har indgået lignende aftaler om udbygning og drift af deres mobilnet med Huawei.
• Huawei investerer årligt ca. 27 milliarder kroner i forskning og udvikling. Mere end 70.000 af virksomhedens i alt 150.000 ansatte beskæftiger sig udelukkende med forskning og udvikling.
Oops, an error occurred! Code: 202404261932238d479dfa
Vision Team Typo3 CMS