Næste >
07.05.2013 13:25 Age: 11 yrs

Regeringen må rede dagpenene

Også den nuværende regering har undervurderet konsekvenserne af dagpengestramningerne, skriver leder af Metals A-kasse, Torben Poulsen. Politiken, 28. april 2013.




Da VK-regeringen i 2010 halverede dagpengeperioden og gjorde det dobbelt så svært overhovedet at optjene ret til dagpenge, forrykkede man grundstenen i hele den danske arbejdsmarkedsmodel.

Argumentet var dengang, at der var brug for arbejdskraften, som blot var parkeret på dagpenge, men resultatet er vi vidner til i disse dage. 

Siden årsskiftet har 1.000 arbejdsløse mistet deres ret til dagpenge - hver uge. 

Hvor VK-regeringen i 2010 påstod, at blot 2.000-4.000 ville miste dagpengeretten, så er forventningen nu, at op mod 23.000 arbejdsløse vil ryge ud af dagpengesystemet i årets første halvdel. Hos os i Dansk Metal har 500 medlemmer allerede vinket farvel til dagpengene i de første tre måneder, og vi frygter, at tallet lander på over 1.000 i år. 

I bund og grund betyder dette, at det ikke længere blot er en lille gruppe af særligt udsatte uden uddannelse og med løs tilknytning til arbejdsmarkedet, der i dag mister dagpengene. Alle lønmodtagere må nu leve i den forvisning, at arbejdsløshed nu kan føre til, at de mister deres dagpenge og hele deres forsørgelsesgrundlag.

Også den nuværende regering har undervurderet konsekvenserne af dagpengestramningerne, og de initiativer, man har taget - midlertidig forlængelse af perioden, akutindsats, akutjob og uddannelsesløft - har vist sig at være helt utilstrækkelige til at dæmme op for den tsunamieffekt, som dagpengestramningerne har udløst. Det bør nu stå både lysende og smertefuldt klart, at der skal mere grundlæggende ændringer i dagpengesystemet til. 

Vi har tre krav: 

For det  første skal forsørgelsesgrundlaget i 2013 sikres for de arbejdsløse, der i år mister deres dagpengeret som følge af stramningerne. Ingen skal miste forsørgelsesgrundlaget i år. Samtidig skal redskaberne i akutindsatsen justeres, så det for eksempel sikres, at de, der får ret til et uddannelsesløft, har en uddannelsesplan med fra a-kasserne, så de ikke falder ned mellem to stole, når jobcentrene skal tage over.

For det andet skal dagpengesystemet ændres, så det reelt er muligt at blive i dagpengesystemet - også når krisen kradser, og jobbene er færre. Derfor skal reglerne for dagpengeperiodens længde og arbejdskravet for optjening af ret til dagpenge tilpasses, således at ganske almindelige lønmodtagere har en fair chance for gennem arbejde at optjene dagpengeret for eksempel ved at nedsætte optjeningskravet til 13 uger. I den forbindelse bør heller ikke en to-eller fireårig dagpengeperiode være en hellig ko.

For det tredje skal indsatsen for at hjælpe ledige i job forbedres. Den skal give mening for den arbejdsløse. Den skal sikre arbejdsløse rettigheder og muligheder for en jobrettet indsats, for eksempel via uddannelse. Og den skal understøtte, at virksomhederne får den kvalificerede arbejdskraft, de har behov for.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen har gennem nedsættelse af Carsten Koch-udvalget og inddragelsen af arbejdsmarkedets parter taget initiativ til at ændre arbejdsmarkedsindsatsen. Det er på høje tid, at regeringen også handler, når det gælder dagpengesystemet.

Bragt i Politiken, 28. april 2013


Oops, an error occurred! Code: 202404300731198cb64031
Vision Team Typo3 CMS