Næste >
10.08.2011 08:58 Age: 13 yrs

Finanskrisen rammer TDC

Ja, det er vel ikke så mærkeligt vil nogen måske sige, men der er altså ikke tale om den globale finanskrise, men en krise som TDC selv har stået fadder til. Der tænkes nemlig her på outsourcing af store dele af Finansafdeling til Indien.


Venligst udlånt af Metal teleafdeling 11
Forfatter Karl Høst

I begyndelsen af juni blev det meldt ud at TDC gennem et længere udbudsrunde havde valgt at outsource en del arbejde fra Finans til firmaet Accenture. Nu er det ikke noget nyt at TDC outsourcer, men her er der altså tale om at arbejdet forsvinder ud af landet, idet Accenture vil få arbejdet udført i Indien.

Det betyder at der ikke, som i lignede situationer er tale om en virksomhedsoverdragelse, men at 60 TDC medarbejdere mister deres arbejde, og sandsynligvis sendes ud i arbejdsløshed.

Den 23. juni fandt afskedigelsessamtalerne sted, og Tele afdeling 11 havde beredskabet klar, idet to tillidsrepræsentanter og 3 faglige fra afdelingen stod klar som bisidder og efterfølgende bistand til de 23 medlemmer i Slet. Det blev en lang og følelsesladet dag med mange op- og nedture. Nogle var forberedt og havde set det komme og nogen havde i tiden op til den 23. ansøgt om en såkaldt frivillig fratrædelse. men for flere blev afskedigelsen modtaget med chok og flere måtte ty til psykologen, som TDC havde stillet til rådighed. Der var dog stor sammenhold i gruppen og det var en stor hjælp, at alle blev på deres plads og fik talt situationen godt igennem.

De der havde fået det glædelige budskab, at de skulle blive i TDC havde dog svært ved at vise deres lettelse, når de så deres kolleger, som var meget kede af det. Efter at have sundet sig et par dage, blev chokket afløst af vrede. Ikke så meget over selve afskedigelsen, men over det faktum, at de opsagte medarbejdere i modsætning til andre overtallige i TDC er blevet pålagt at arbejde i 2½ måned af deres fritstillingsperiode, og ikke nok med det. De skal også være med til at oplære deres afløsere på posten, nemlig inderne.

Medarbejderne har efterfølgende i breve og mails til ledelsen appelleret til at medarbejderne fritstilles, eller alternativt, hvis der er brug for deres hjælp til oplæring, at opsigelsesvarslet forlænges. Dette er blevet afvist af ledelsen, som øjensynligt i denne situation vægter økonomien højere end medarbejdernes velbefindende.

Et vægtigt argument fra medarbejderne om at det tilbud – om efteruddannelse og udslusningsaktiviteter – som TDC tilbyder alle overtallige, for denne gruppe forringes væsentlig, da en eventuel efteruddannelse skal tage i fritstillingsperioden, som altså her minimeres med 2½ måned. TDC påstår ellers, at deres personalepolitik bl.a. har til formål at ”medarbejdernes værdi på arbejdsmarkedet skal øges” og dette også skal ske gennem udslusningsaktiviteter, der kan udvikle kompetencerne og styrke beskæftigelsesmulighederne.

Alt i alt må det konstateres at hele forløbet har haft en uheldig gang. Medarbejderrepræsentanterne i samarbejdsudvalgene har gentagne gange protesteret over fremgangsmåden. Først ved at TDC fastholdt afskedigelsessamtalerne selvom, der endnu ikke var klarhed om, der var indgået en aftale med Accenture. Dernæst over fastholdelse af medarbejderne i fritstillingsperioden, og de dermed forringende fratrædelsesvilkår i forhold til andre.  
Oops, an error occurred! Code: 20240519151410f0a14b0c
Vision Team Typo3 CMS