Næste >
21.08.2013 08:02 Age: 11 yrs

Dansk Metal: Vi er bedst til at få ledige i job

Dansk Metals a-kasse har skaffet så mange ledige i arbejde, at man ikke er bleg for at tage konkurrencen op mod jobcentrene, skriver DR.dk


Siden nytår har Dansk Metals a-kasse skaffet flere end 1300 medlemmer i arbejde, en stigning på 35 procent i forhold til samme periode sidste år.

Derfor bakker a-kassen op om SF's forslag om at lade a-kasserne og andre private aktører få mulighed for at overtage indsatsen med at skaffe ledige i arbejde.


- Omkring arbejdsmarkedet inden for vores område har vi fingeren mere på pulsen. Vi kender vores medlemmer, vi kender branchen, vi kender branchens behov. Og det er præcis det, der gør en mægtig forskel, siger Torben Poulsen, der er leder af Dansk Metals A-kasse.

SF har foreslået, at de ledige skal kunne vælge a-kasserne frem for jobcentrene til at stå for blandt andet jobformidling og aktivering.

DA: Det bliver dyrere

Dansk Arbejdsgiverforening er dog ikke begejstret over, at a-kasserne pludselig vil kunne få så stor indflydelse på alle faser omkring ledighed.

- Vi kan jo ikke have, at a-kasserne sammen med deres medlemmer aftaler, hvornår du skal søge jobs, hvilke kurser du skal på og så videre - og man så i øvrigt kan sende regningen videre til kommunerne. For så kan jeg godt garantere, at så bliver ledighedsperioden længere og aktiveringsindsatsen meget dyrere, siger direktør Hans Bach Mortensen.

Men hos Dansk Metal afviser man DA's bekymring.

- Vi har det som en kerneydelse i Dansk Metal, at det er vores medlemmer, der skal i arbejde. Enten skal de i hurtigt i arbejde eller også skal de i opkvalificering, der skaffer dem tættere på næste beskæftigelse, siger Torben Poulsen og understreger, at Dansk Metal vil kunne skaffe flere medlemmer i beskæftigelse, end de vil kunne i jobcentrene.

Støtte fra R

De Radikale er enige med regeringspartneren SF i, at ledige skal have mulighed for at fravælge de kommunale jobcentre, når de er på jagt efter nyt job.

Det siger De Radikales arbejdsmarkedsordfører Nadeem Farooq.

- SF er inde på noget af det rigtige. Der er i den grad brug for at ændre det nuværende beskæftigelsessystem, for vi får simpelthen for lidt beskæftigelse ud af de mange milliarder kroner, vi hælder i systemet hvert eneste år.

- Så jeg er helt med på at udsætte det her tunge beskæftigelsessystem for lidt mere konkurrence, og i den forbindelse kan a-kasserne spille en rolle, siger Nadeem Farooq.

Kilde: DR.dk


Oops, an error occurred! Code: 2024032817392298cb5cc5
Vision Team Typo3 CMS