Den 15. april 2020

Nuuday A/S i stor fyringsrunde

Nuuday A/S meddelte onsdag formiddag til 185 medarbejdere at de afskediges. Nuuday A/S har brands som f.eks. Yousee og TDC Erhverv.

De fleste af de afskedigede er indenfor Lederforeningens og AC´s overenskomstområder. Inden for Metals område på det tilpassede overenskomstgrundlag er der 29 medlemmer som er blevet afskediget.

Fyringsrunden sker som følge af en ændret organisering efter principperne i Enterprice Agile.

Medarbejderne blev af ledelsen informeret om de ændrede ledelsesformer i efteråret 2019 og det var ledelsens plan at gennemføre fyringsrunden den 18. marts 2020. Fyringsrunden blev dog udsat til den 15. april pga. nedlukningen af Danmark som følge af COVID-19.

Metals Landsklub i TDC har efterfølgende forsøgt at få fyringsrunden udsat yderligere. Det skyldes, at de afskedigede medarbejdere, i den aktuelle situation som landet befinder sig i, vil få ekstra besvær med at skaffe ny beskæftigelse uden for TDC. Desuden er det vanskeligere end normalt at benytte opsigelsesperioden til at gennemføre opkvalificering eller omskoling, da en stor del af arbejdsmarkedsuddannelses-institutionerne har lukket.

Desværre var ledelsen ikke lydhør for endnu engang at udsætte afskedigelsesrunden. Metals Landsklub i TDC rettede i fællesskab med AC-Tele og Lederforeningen umiddelbart for påske henvendelse til koncernledelsen med forslag om, at den enkelte medarbejder som afskediges kunne vælge, at de midler som var tiltænkt kurser og uddannelse i opsigelsesperioden, kan konverteres til en godtgørelse. Alternativt at opsigelsesvarslet kunne forlænges, hvis den enkelte medarbejder ikke inden udløbet af medarbejderens normale opsigelsesvarsel, har opnået anden beskæftigelse. Men heller ikke dette forslag, har koncernledelsen desværre ville følge.

TDC har tilbudt, at fratrådte medarbejdere, som ønsker at starte en kursus- eller uddannelsesaktivitet eller outplacement efter fratrædelsen, kan få aktiviteten betalt uden det er skattepligtigt, hvis blot tilmelding sker inden fratrædelsen. Men i de fleste tilfælde er det en dårlig idé, da man ikke kan få dagpenge medens man er på kursus- eller uddannelse, da man ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet.

Hvis forligsmandens mæglingsforslag bliver vedtaget, hvilket vi ved torsdag den 16. april 2020 efter kl. 12:00, er der dog måske en ny mulighed. Dansk Industri, CO-industri og Dansk Metal vil hvis mæglingsforslaget vedtages rette henvendelse til regeringen og Folketinget for at få ændret lovgivningen således, at op til 5 ugers IKUF kan tages i op til tre måneder efter fratrædelsen. Vi håber navnlig i den nuværende situation at folketinget hurtigt vil behandle en sådan henvendelse.

Med venlig hilsen
Lars Jørgensen, Odense
Vision Team Typo3 CMS