Næste >
03.01.2011 12:20 Age: 13 yrs

TDC bebuder nye fratrædelsesrunder i 2011

TDC har meddelt, at selskabets danske forretninger også i 2011 skal reducere personaletallet. Indenfor Dansk Metals forhandlingsområde forventer TDC at reducere antallet af medarbejdere omregnet til fuldtid med netto 440. Dansk Metal teleafdelingerne er uenig i nødvendigheden og omfanget af personalereduktionerne. Parterne har dog underskrevet en protokol, hvor vilkårene for fratrædelserne i 2011 er beskrevet


TDC har oplyst, at årsagen til de forventede personalereduktioner i 2011 bl.a. er faldende antal kald, færre fejl og at TDC effektiviserer arbejdsgange, foretager organisationsjusteringer, samt foretager fravalg og fokusering for at opnå omkostningsreduktioner på baggrund af markedsudviklingen.

Der har i november og december været ført forhandlinger mellem TDC og Dansk Metal teleafdelingerne om vilkårene for fratrædelserne i 2011. Forhandlingerne er sket iht. parternes overenskomstgrundlag samt lov om afskedigelser af større omfang, som er implementeret i Funktionæroverenskomsten aftalt mellem DI og CO-industri.

Under forhandlingerne har teleafdelingerne erklæret sig uenig i personalereduktionerne på det foreliggende grundlag og i det oplyste omfang. Ligeledes har teleafdelingerne erklæret, at afskedigelserne vil kunne være usaglige, idet TDC fortsat inden for visse områder anvender vikarer og entreprenører. Teleafdelingerne har i forhold til de enkelte afskedigelser forbeholdt sig at føre sager med påstand om at de ikke er saglige eller ikke efterlever parternes tryghedsaftale.

Teleafdelingerne mener, at TDC helt kunne undgå at gennemføre uønskede afskedigelser, hvis ejerne ville holde bare lidt igen med at forgylde sig selv. Det er jo knap en måned siden, at en ekstraordinær generalforsamling i TDC besluttede at hive 9 milliarder danske kr. ud af TDC koncernen til fordel for aktionærerne.

Selv om der således ikke er enighed om personalereduktionerne, er der opnået enighed om vilkårene for personalereduktionerne. Det fremgår af en forhandlingsprotokol som blev underskrevet den 16. december 2010.

Vilkårene for personalereduktionerne i 2011 minder meget om de vilkår, som har været gældende siden juli 2010. Dog er der sket visse forbedringer:

  • ”kassetjenestemænd” med ret til ventepenge og som er 60 og 61 år kan i stedet for ventepenge vente med at fratræde til de bliver 62 år.
     
  • "Kassetjenestemænd” uden ret til ventepenge/rådighedsløn der er 58 eller 59 år på fratrædelsestidspunktet, får 1 ekstra pensionsår, udover hvad vi kender fra 2010-protokollen
     
  • mht. ikke-tjenestemændene er der aftalt en kombination af aldersbaseret og anciennitetsbaseret fratrædelsesordning, som tilgodeser gruppen af 53-54-årige ikke-tjenestemænd med mindst 20 års anciennitet
     
  • Protokollen åbner også op for at overtallige medarbejdere - ud over tilbud om frivillig fratrædelse - kan tilbydes omskoling til ”volumen-områderne” i TDC, dvs. kundeservice, hotline og telefonsalg i Privat, Erhverv og YouSee. Hvis en medarbejder tilbydes omskoling og siger ja, vil lønnen være sikret i mindst to år.
     
  • I TDC Operations og i TDC Erhverv har man ”tyvstartet” på de frivillige fratrædelsesrunder som skal effektueres i 2011. Derfor er det i protokollen for 2011 bestemt, at medarbejdere, der i november og december 2010 har indgået aftale om fratræden pga. af overtallighed i januar og februar 2011, har valgfrihed mht. til om de ønsker vilkår i henhold til protokol af 18. december 2009 eller den nye protokol. Hvis medarbejderen ønsker at fratræde med vilkår iht. den nye protokol, skal medarbejderen skriftligt underrette HR om dette inden udgangen af januar 2011.
     
  • For de medarbejdere der skal forblive i koncernen har TDC og teleafdelingerne aftalt at understøtte medarbejdernes kompetenceudvikling, så den enkelte medarbejder løbende kan øge sin værdi på arbejdsmarkedet. Det skal bla. ske ved at sætte øget fokus på mulighederne for at få erhvervs- og efteruddannelse i offentlig regi.

Oops, an error occurred! Code: 202404232157182282cacf
Vision Team Typo3 CMS