Næste >
20.06.2014 12:55 Age: 10 yrs

Tillidsrepræsentanterne i TDC Channels: Vi siger nej til outsourcing

Tillidsrepræsentanterne i TDC Channels har de senere dage fået mange henvendelser fra medlemmer, som er bekymret og frustreret over TDC´s overvejelser om outsourcing af arbejdsopgaver.


For øjeblikket er TDC Channels inde i en fase, hvor der om kort tid forventes indledt forhandlingerne med de firmaer, som eventuelt vil byde på opgaverne.

Tillidsrepræsentanterne indgår i en projektgruppe med ledelsen i Channels, men arbejdet er omfattet af tavshedspligt.

Vi kan dog oplyse om, at ledelsen endnu ikke har truffet beslutning om, hvorvidt der i TDC Channels bliver tale om yderligere outsourcing og i givet fald om omfanget af outsourcing, herunder om arbejdspladserne bliver virksomhedsoverdraget til firmaer i andre landsdele i Danmark eller om nogle af arbejdspladserne flyttes til udlandet.

Da flere medlemmer har efterlyst vores holdning til TDC´s outsourcingsplaner vil vi her fortælle om vores holdning:

Tillidsrepræsentanterne i TDC Channels tager stærkt afstand fra at outsource, nearsource, offshore arbejdspladser, herunder en evt. beslutning om at flytte arbejdspladser fra Danmark til udlandet.

Tillidsrepræsentanterne arbejder for at sikre arbejdspladserne i TDC i Danmark. Tillidsrepræsentanterne ønsker fortsat at samarbejde med ledelsen om forbedring af effektivitet, fleksibilitet, kvalitet og service i TDC Channels I DANMARK.

I dag bliver TDC kædet sammen med social dumping, f.eks. i forbindelse med Flensborg projektet og i forbindelse med udenlandske underentreprenører som arbejder for Huawei med udskiftning af TDC´s mobilantennemaster.

Social dumping er dårlig for det danske samfund og vi tager skarpt afstand fra det.

Tillidsrepræsentanterne opfordrer ledelsen i TDC Channels til reelt at ville samarbejde med os om, hvordan TDC kan forblive en stor dansk virksomhed med stolte medarbejdere, som føler de bliver værdsat af deres arbejdsgiver.

Så snart situationen er afklaret vil vi holde medlemsmøder.

Hvis du inden da ønsker at høre fra os, er du naturligvis altid velkommen til at kontakte os.

Tillidsrepræsentanterne i TDC Channels



Oops, an error occurred! Code: 20240328194128e6192c38
Vision Team Typo3 CMS