17/02/2017

OK17: Industriforliget og TDC-ansatte

Søndag den 12. februar 2017 blev der indgået forlig mellem DI og CO-industri om fornyelse af Industriens Overenskomst og Industriens Funktionæroverenskomst.

De fleste af Metals medlemmer i TDC er ansat på det såkaldte tilpassede overenskomstgrundlag, som er en del af Industriens Funktionæroverenskomst. Dermed er vi direkte omfattet af industriforliget.

Industriforliget består af 35 protokollater. Men eftersom vi i TDC har en række Særaftaler og lokalaftaler som supplerer eller erstatter Funktionæroverenskomsten, skal man være opmærksom på, at der kan være noget af det, som DI og CO-industri har aftalt, som ikke gælder i TDC, fordi en af vores aftaler erstatter den pågældende bestemmelse i Funktionæroverenskomsten.

Hvis man ønsker at finde ud af, om en protokol aftalt mellem DI og CO-industri automatisk kommer til at gælde for TDC-ansatte, skal man derfor også kigge i den enkelte Særaftale og lokalaftale.

Vi forventer, at DI og CO-industri snarest optager forhandlinger om fornyelse af Særaftalerne.

Når disse forhandlinger er gennemført vil din teleafdeling/metalafdeling sørge for, at du får en foreløbig oversigt over hvilke ændringer industriforliget medfører for TDC-ansatte. Vi forventer tidligst, at det vil ske i slutningen af februar eller begyndelsen marts.

Vi forventer, at industriforliget indgår i et samlet mæglingsforslag fra Forligsmanden, som han fremsætter i sidste halvdel af marts måned. Herefter forventer vi, at mæglingsforslaget bliver sendt til samlet afstemning for hele det private arbejdsmarked. Vi forventer, at urafstemningen kan gå i gang i slutningen af marts eller april.

Inden urafstemningen går i gang vil din teleafdeling/metalafdeling holde medlemsmøde, hvor der bliver informeret nærmere om, hvad der stemmes om.

I tilfælde af, at OK17 ender i konflikt, vil din teleafdeling/metalafdeling også orientere nærmere om, hvordan du skal forholde dig.

Timelønninger
Industriens overenskomster er et mindstelønsområde. Det vil sige, at DI og CO-industri kun har aftalt de mindstelønssatser, som nyansat personale mindst skal have. Den timeløn som den enkelte ansatte aflønnes efter, forhandles derimod i overenskomstperioden ude på den enkelte virksomhed.

Vision Team Typo3 CMS