Den 6. december 2019

TDC-Personalereduktioner 2020

Her på denne årstid er TDCs koncernbestyrelse som sædvanlig i gang med at udarbejde budget for næste år – dvs. 2020. Personaletallet er en af flere vigtige parametre i budgettet. Og som i de foregående år har der været forhandlinger mellem TDC og Landsklubben om de personalereduktioner, som bestyrelsen og direktionen påtænker at gennemføre i 2020.

TDC har oplyst, at Nuuday A/S er i færd med at indføre nye arbejdsformer og ny organisering og det vil medføre personalereduktioner i Nuuday primært inden for Lederforeningen og AC´s område. Det kan ikke udelukkes, at personalereduktionerne i Nuuday også kan ramme Metals område. I hvilket omfang personalereduktionerne vil føre til ufrivillige afskedigelser, er endnu uklart. Samarbejdsudvalgene i Nuuday er inddraget i sagen, og har du konkrete spørgsmål om nye arbejdsformer og ny organisation i Nuuday, kan tillidsrepræsentanterne i Nuuday i givet fald informere mere om emnet. 

For TDC Net A/S og Group har TDC oplyst, at der ikke er aktuelle planer om personalereduktioner.
TDC kan på nuværende tidspunkt ikke oplyse nærmere om antallet af personalereduktioner, blandt andet fordi budgettet endnu ikke er godkendt.

Under forhandlingerne om personalereduktionerne i 2020 meddelte Landsklubben, at vi ikke er enige i nødvendigheden af personalereduktioner på det foreliggende grundlag og at ufrivillige afskedigelser helt vil kunne undgås, ved at udskyde nogle af reduktionerne, indføre attraktive fratrædelsesvilkår kombineret med tilbud om omplacering og opkvalificering. Endvidere foreslog vi, at vagtlængden på op til 10 timer i YouSee Customer Experience Center bør nedsættes til maksimalt 9 timer, idet dette kan begrænse reduktioner i området eller ved swop fra andre områder med overtallighed.

TDC ville ikke imødekomme vores synspunkt om at give ekstra penge som fratrædelsesvilkår, udover det som gælder via lovgivning og overenskomst mv. Men TDC ville dog ligesom tidligere år tilbyde outplacement-ordninger og uvildig økonomisk rådgivning.

På trods af uenigheden blev der den 2. december 2019 underskrevet en protokol, hvor rammerne for de afskedigelser, som TDC påtænker at gennemføre i 2020, er beskrevet. Protokollen beskriver bl.a. mulighederne for omplacering, omskoling, intern jobformidling, jobcenteraktiviteter og proces for gennemførelse af afskedigelserne. Protokollen er lagt på metaltele.dk

Rammeproces
Til protokollen er der i lighed med tidligere tilknyttet en såkaldt Rammeproces for personalereduktionerne i 2020, som samarbejdsudvalgene skal benytte, hvis der kommer overtallighed i området. F.eks. skal samarbejdsudvalgene tage stilling til, om der skal etableres en frivillig fratrædelsesrunde inden, at ledelsen i givet fald udpeger de overtallige. Det vil kun være de områder som berøres af overtallighed, hvor processen sættes i gang. Men det kan ikke forhindre nogen i, hvis man overvejer en fratrædelse at rette henvendelse til sin tillidsrepræsentant eller ledelsen, for at forhøre sig om denne mulighed. Dog skal man være opmærksom på, at man ikke har retskrav på at få en frivillig fratrædelse.

Rådgivning om fratrædelsesvilkår og Metal Jobstarter
Medlemmer som ønsker rådgivning om fratrædelsesvilkår skal henvises til den respektive teleafdeling, ligesom medlemmer der måtte få en frivillig fratrædelse eller som ufrivilligt bliver afskediget skal henvises til respektive teleafdeling. Teleafdelingen vil være behjælpelig med karriererådgivning og Metal Jobstarter, som hjælper medlemmet med at finde ny beskæftigelse.

Med venlig hilsen
Lars Jørgensen,
Formand for Metals Landsklub i TDC

Vision Team Typo3 CMS