Den 10. juli 2018


Afskedigelsesnævnet underkender

bortvisning af to TDC-teknikere

Men afskedigelse ville være saglig sanktion, mente højesteretsdommeren. TDC skal nu efterbetale godtgørelse svarende til løn i opsigelsesperioden. Da den ene tekniker havde lang anciennitet, skal TDC endvidere betale 3 måneders godtgørelse efter Funktionærlovens § 2a

Afskedigelsesnævnet har 3. juli 2018 truffet afgørelse om to TDC-teknikere som blev bortvist fordi de i strid med TDC´s alkoholpolitik havde drukket en lille fadøl (0,25 l) i arbejdstiden. De havde hver drukket én øl på 0,25 l på en restaurant i deres spisepause under overarbejde iført arbejdstøj med firma-logo. Efterfølgende kørte de fra restauranten i hver sin arbejdsvogn ligeledes med firma-logo.

Dansk Metal Tele Øst klagede overfor TDC, da afdelingen mente at bortvisningen var ude af proportion med forseelsen og at sagen burde løses med at de to blev tildelt en advarsel.

Dansk Metal Tele Øst og TDC kunne ikke via forhandling opnå enighed, og Dansk Metal Tele Øst indberettede herefter sagen til Dansk Metal.

Efter yderligere nogle forgæves forhandlingsmøder indledte LO en sag for Afskedigelsesnævnet mod DA, Dansk Erhverv og TDC. Der var under sagen enighed om, at Afskedigelsesnævnet skulle behandle spørgsmålet om bortvisningens berettigelse og hvis afskedigelsesnævnet nåede frem til at bortvisning ville være en for hård sanktion, om afskedigelse i så fald ville være berettiget.

Afskedigelsesnævnet
Afskedigelsesnævnet består af fem dommere. To partsdommere udpeget af LO, to partsdommere udpeget af DA samt en højesteretsdommer som fungerer som formand og opmand, og som træffer afgørelse, hvis der ikke blandt de fire partsdommere kan opnås flertal for en afgørelse.

Ved voteringen kunne der ikke opnås flertal blandt de fire partsdommere. Og opmanden, Højesteretsdommer Poul Dahl Jensen, måtte træffe afgørelse i sagen ved en tilkendegivelse.

Opmanden udtalte at omstændighederne ved alkoholindtagelsen (drikke øl i offentligt rum iført tøj med firma-logo og kørt væk i firmabil med logo), har indebåret potentiel skadevirkning for TDC´s image, og at virksomheden derfor har haft grund til at anse overtrædelsen som alvorlig.

Opmanden nåede dog frem til at forseelsen ikke havde en sådan karakter og grovhed at bortvisning var berettiget. Bortvisningen var derfor uberettiget. I den forbindelse lagde opmanden vægt på, at der var tale om en meget beskeden alkoholindtagelse under et måltid i forbindelse med overarbejde, at overtrædelsen af alkoholpolitikken skyldtes en forglemmelse og ikke en bevidst tilsidesættelse af alkoholpolitikken, samt at begge teknikere havde en betydelig anciennitet uden tidligere at have forbrudt sig mod alkoholpolitikken.

Omvendt mente opmanden at forseelsen dog var af en sådan alvorlig karakter, at det ville have gjort en opsigelse med sædvanligt varsel berettiget. Af denne grund mente opmanden, at TDC hverken var forpligtet til at annullerer opsigelsen eller betale for godtgørelse for usaglig afskedigelse. TDC skal dog betale løn i sædvanlig opsigelsesperiode samt 3 måneders godtgørelse efter Funktionærlovens § 2a fordi den ene af teknikerne havde mindst 17 års anciennitet.

Du kan læse hele tilkendegivelsen i anonymiseret form - klik her! ---

/ ved Carsten Dyring Nielsen, næstformand i Dansk Metal Tele Øst

...
Vision Team Typo3 CMS