Den 26. februar 2014

 

 

OK-2014: Vi undgik forringelser i det tilpassede overenskomstgrundlag

TDC havde forud for overenskomstfornyelsen gjort det klart, at TDC krævede væsentlige forringelser i arbejdstidsreglerne, pension og reglerne for opsigelse af medarbejderne. Men vi kom helskindet gennem OK-2014 uden forringelse og med forbedringer aftalt mellem DI og CO-industri

Overenskomstfornyelsen 2014 for TDC-ansatte på det såkaldte tilpassede overenskomstgrundlag har været et meget speget forløb.

TDC-ansatte er som udgangspunkt direkte omfattet af fornyelsen af Funktionæroverenskomsten aftalt mellem DI og CO-industri. Men en række særaftaler og lokalaftaler i TDC erstatter og supplerer bestemmelserne i Funktionæroverenskomsten. Det er DI og CO-industri som forhandler særaftalerne. Og det plejer at foregå på den måde, at DI og CO-industri i december måned forud for overenskomstfornyelsen lader de lokale parter, dvs. TDC og Dansk Metal teleafdelingerne, forhandle fornyelsen af særaftalerne. Opnås der et resultat indgår det i industriforliget. Lykkes det ikke inden medio januar ved de lokale forhandlinger at opnå enighed, plejer DI og CO-industri inden en uge efter, at der opnået forlig om Funktionæroverenskomsten at gøre et nyt forsøg på at blive enige om fornyelse af særaftalerne.

Men OK-2014 forløb helt anderledes. TDC havde krævet, at de lokale forhandlinger om fornyelse af særaftalerne og lokalaftalerne skulle fremrykkes til at starte allerede i oktober, med deadline for forhandlingerne 1. december.

TDC´s krav til forringelser
TDC har under hele forløbet hævdet, at TDC-overenskomsten er meget dyrere end hos TDC´s konkurrenter. Det ville TDC have et opgør med ved OK-2014.

Af eksempler på krav fra TDC kan nævnes:

 

  • at bestemmelserne om placeringen af den normale arbejdstid mellem kl. 07-18 fremover skal kunne opsiges af TDC som en lokalaftale med 2 mdrs. varsel således, at den normale arbejdstid kan placeres hele døgnet, blot arbejdstiden er drøftet med medarbejderen.

  • at den normale ugentlige arbejdstid skal kunne placeres mandag til lørdag - i stedet som i dag på ugen 5 første hverdage. Der skal være mulighed for TDC at placere arbejdstiden på en 6 dages arbejdsuge, således at medarbejderen kun får én ugentlig fridag, i stedet som i dag 2 ugentlige fridage.

  • at den betalte frokostpause bortfalder – uden lønkompensation.

  • at arbejdstidens ugentlige arbejdstid på 37 timer kan variere, hvis blot arbejdstiden over en 12 måneders perioden i gennemsnit er på 37 timer pr. uge.

  • at overarbejdsbetalingen skal ske til en lavere takst end i dag.

  • at den nuværende 12% arbejdsgiverbetalte pensionsordning ændres for fremtidigt nyansat personale, så den fremover består af 8% betalt af TDC og 4% betalt af medarbejderen

  • at opsigelsesreglerne ændres, så det bliver lettere for TDC at afskedige medarbejdere.

 

Teleafdelingerne afviste at aftale forringelser ved overenskomstfornyelsen 2014. Teleafdelingerne tilbød derimod at optage forhandlinger efter overenskomstfornyelsen, om ændringer i overenskomstgrundlaget, hvor parterne hver især til den tid, kan rejse de krav, som parterne ønsker.

F.eks. ønsker teleafdelingerne,

 

  • at det tilpassede overenskomstgrundlag skal gælde i hele koncernen, herunder Callcenter Europa, Telco, Telmore m.fl.,

  • at stoppe outsourcing og arbejde på, at flest mulige opgaver løses in-house i TDC af medarbejdere omfattet af det tilpassede overenskomstgrundlag.

 

Men TDC sagde nej. TDC ville have gennemført mærkbare forringelser ved OK-2014.

Uenighed mellem TDC og Dansk Metal teleafdelingerne
TDC og teleafdelingerne forhandlede hele november måned, men måtte i slutningen af november konstatere, at enighed ikke kunne opnås.

I januar 2014 overtog overenskomstparterne, dvs. DI og CO-industri forhandlingerne om det tilpassede overenskomstgrundlag. De lokale parter blev den 21. januar sendt hjem af DI og CO-industri med besked om at gøre et nyt forsøg og afrapportere den 6. februar. Men den 6. februar måtte DI og CO-industri konstatere, at der fortsat ikke kunne opnås enighed.

DI og CO-industri aftalte den 6. februar, at igangsætte forhandlinger om fornyelse af det tilpassede overenskomstgrundlag senest 5 dage efter forlig på Industriens Funktionæroverenskosmt. Det forlig kom i hus søndag den 9. februar og den 12. februar mødtes DI og CO-industri med bistand fra TDC og Dansk Metal.

Forlig med forbedringer og drøftelser i overenskomstperioden
På forhandlingsmødet den 12. februar 2014 blev der udfærdiget det sædvanlige protokollat over hvilke protokollater fra industriforliget den 9. februar som har virkning på det tilpassede overenskomstgrundlag. Endvidere blev der udarbejdet et protokollat, som indebærer, at der i overenskomstperioden optages drøftelser mellem DI og CO-industri, med bistand af TDC og Dansk Metal om ændringer af det tilpassede overenskomstgrundlag. Det sker på baggrund af udviklingen siden afslutningen af tilpasningsforhandlingen i 2001 og parternes ønske om forandring.

Vi regner med, at drøftelserne går i gang i maj 2014. Men der skal være god tid til drøftelserne, uden tidspres. Og medlemmernes inddragelse i processen skal sikres. Vi påregner derfor tidligst at være færdige med drøftelserne i starten af det nye år.

Når Metals Landsklub i TDC i april 2014 holder repræsentantskabsmøde, for TDC-tillidsrepræsentanterne i hele landet, vil vi kunne debattere de kommende drøftelser nærmere.

Læs om de forbedringer som forliget indebærer for TDC-ansatte – klik her!
 

Borgfredsaftale og fratrædelsesvilkår

For den gode ordens skyld vil vi oplyse om, at TDC ikke har villet forlænge borgfredsaftalens og dens tilhørende protokol om vilkår for frivillige fratrædelsesordninger for personale der afskediges pr. 1. marts 2014 og senere. Disse protokoller er ikke en del af overenskomstfornyelsen. Landsklubben har torsdag den 27. februar 2014 forhandlinger med TDC om vilkår for personalereduktionerne pr. 1. marts 2014 eller senere. Når disse forhandlingerne er afsluttet vil vi informere nærmere på metaltele.dk 

 

Vision Team Typo3 CMS