Den 26. februar 2014

 

 

Industriforligets betydning for TDC-ansatte
på det tilpassede overenskomstgrundlag

DI og CO-industri blev den 9. februar 2014 enige om fornyelse af Industriens Funktionæroverenskomst for en tre-årig periode. Forliget afventer, at forligsmanden fremsætter et samlet mæglingsforslag. Herefter sendes det til urafstemning. Hvis forligsmanden ikke fremsætter et samlet mæglingsforslag, mødes DI og CO-industri for at aftale om forliget skal sendes til urafstemning iht. organisationernes vedtægter eller om forliget skal bortfalde.

 

Ansatte i TDC på det såkaldte tilpassede overenskomstgrundlag er omfattet af industriforliget. Dog gælder i TDC en række særaftaler og lokalaftaler som supplerer eller erstatter de enkelte bestemmelser i Funktionæroverenskomsten. Efter industriforliget blev indgået har der den 12. februar 2014 været en forhandling mellem DI og CO-industri om fornyelse af særaftalerne i TDC.

 

Nedenfor oplister vi den betydning som overenskomstfornyelsen har for TDC-ansatte på det tilpassede overenskomstgrundlag, hvis mæglingsforslaget vedtages.

 

Gennemgangen er med forbehold, eftersom at et mæglingsforslag fremsat af forligsmanden kan indebære ændringer eller tilføjelser til oplistningen. Oplistningen nedenfor henviser til de enkelte protokollater aftalt mellem DI og CO-industri den 9. februar 2014 samt protokollat for TDC den 12. februar 2014. Endelig henviser vi til protokollat om drøftelser i overenskomstperioden

 

Protokollat nr. 1. om Teknisk gennemgang af Industriens Overenskomst §§ 13, 14 og 15 samt tilsvarende bestemmelser i Industriens Funktionæroverenskomst. Overenskomstparterne, dvs. DI og CO-industri, har aftalt at gennemgå teksterne i Industriens Overenskomst og Industriens Funktionæroverenskomst om overarbejde, forskudttid og skiftehold. Formålet er at foretage en modernisering af teksterne, da teksterne i dag er svære at læse. Der vil således alene blive tale om redaktionelle ændringer.

 

Protokollat nr. 2. om støtte til uddannelse. Overenskomstparterne, dvs. DI og CO-industri, har aftalt, at bestyrelsen for IKUF (Industriens Kompetenceudviklingsfond) skal ændre opbygning af ikuf.dk så det bliver lettere for besøgende at finde moduler fra erhvervsakademi- og diplomuddannelserne som kan støttes. Endvidere skal det være lettere at finde beskrivelse af de enkelte moduler i kurserne som fremgår af ”positivlisten” (dvs. listen over kurser som medarbejderen kan få støtte til).

 

Protokollat nr. 3. om lærlinges og elevers adgang til støtte fra IKUF. Lærlinge og elever får fremover efter 9 måneders anciennitet i virksomheden (incl. skoleophold) ret til at søge støtte fra IKUF. Bestemmelsen træder i kraft 1. maj 2014.

 

Protokollat nr. 4. om støtte til danskuddannelse for voksne udlændinge. IKUF kan fremover yde støtte til danskuddannelse for voksne på samme vilkår som øvrige IKUF-aktiviteter. Bestemmelsen træder i kraft 1. maj 2014.

 

Protokollat nr. 6. om støtte til screening til FVU- og ordblindeundervisning. IKUF kan fremover yde støtte til screening til Forberedende Voksen Undervisning (FVU) og ordblindeundervisning. FVU er til voksne som ønsker at blive bedre til at læse, stave, skrive eller regne. Bestemmelsen træder i kraft 1. maj 2014.

 

Protokollat nr. 10.om Industriens Uddannelses- og Samarbejdsfond. Det nuværende arbejdsgiverbidrag på 35 øre pr. time pr. medarbejder forhøjes pr. 1. marts 2014 til 40 øre, pr. 1. marts 2015 til 45 øre og pr. 1. marts 2016 til 50 øre.

 

Protokollat nr. 29. om Organisationsaftale om lønforhold for udstationerede medarbejdere. Protokollatet skal ses som et supplement til EU-direktiv om udenlandske medarbejderes løn- og arbejdsforhold ved udførelse af arbejde i Danmark. EU-direktivets er i dag implementeret i bilag 18 til Industriens Funktionæroverenskomst. Bilaget omhandler hvorledes organisationerne hurtigt kan behandle sager rejst af en part. Såvel det eksisterende bilag som det nye protokollat har til formål at undgå social dumping. Det nye protokollat indeholder en række værktøjer som i praksis gør det muligt at foretage opgørelse og sammenligne lønniveaet for udenlandske medarbejdere udstationeret i en dansk virksomhed med virksomhedens fastansatte medarbejdere.

 

Protokollat nr. 32. om Udvalg om opdatering af pjece om Arbejde i Udlandet. Overenskomst-parterne, dvs. DI og CO-industri, vil i overenskomstperioden revidere den fælles pjece fra 1993 om ”Arbejde i udlandet”. Arbejdet forventes afsluttet inden 1. juni 2015.

 

Protokollat nr. 33 om Kompensation for ikke afholdte feriefridage. Kompensation for ikke-afholdte feriefridage vil fremover indgå i den ferieberettigede indkomst. Kompensationen indgår ikke som pensionsberettiget løndele. Bestemmelsen træder i kraft 1 marts 2014.

 

Protokollat nr. 34 om Udvalg om ferie og feriefridage. Overenskomstparterne, dvs. DI og CO-industri, vil i overenskomstperioden nedsætte et udvalg der skal drøfte administrationen af ferie og feriefridage – herunder muligheden for at afholde ferie i timer samt hvorledes flere medarbejdere kan overgå til digital feriekorthåndtering. Udvalgsarbejdet skal være afsluttet senest 1. juni 2015.

 

Protokollat nr. 37. om Organisationsaftale om organisationernes bistand til lokale drøftelser af fleksibilitet, herunder vikarer m.v. overenskomstparterne, dvs. DI og CO-industri, er enige om, at de lokale parter i enighed kan anmode om organisationernes bistand til lokale drøftelser af fleksibilitet, herunder anvendelsen af vikarer, etablering af varierende ugentlig arbejdstid, indgåelse af overenskomstafvigende aftaler mv. Bestemmelsen træder i kraft 1. marts 2014.

 

Protokollat nr. 39. om lettere adgang til støttet kompetenceudvikling. Det nuværende anciennitetskrav på 9 måneder for at søge om støtte fra IKUF til uddannelser som er relevant for beskæftigelsen inden for dækningsområderne Industriens Overenskomst og Industriens Funktionæroverenskomst nedsættes til 6 måneder. Bestemmelsen træder i kraft 1.maj 2014.

 

Protokollat nr. 40 om adgang til IKUF-støtte ved afskedigelse. Medarbejdere med mindst 6 måneders anciennitet som afskediges, pga. omstrukturering, nedskæringer, virksomhedslukning eller andre på virksomheden beroende forhold, får fremover en ekstra uges ret til frihed i opsigelsesperioden til kompetenceudvikling. I forvejen har medarbejderen ret til to ugers frihed til kompetenceudvikling. Medarbejderen har endvidere ret til at benytte ikke-forbrugt frihed med støtte fra IKUF i op til to uger fra foregående kalenderår. På den måde kan den samlede IKUF-uddannelse i opsigelsesperioden komme op på 5 uger. Hvis virksomhed og medarbejder før opsigelsen har aftalt perioden for IKUF-uddannelsen, har medarbejderen ret til at afvikle ikke forbrugt frihed med støtte fra IKUF fra de forudgående to kalenderår - dvs. der i sådanne tilfælde er mulighed for i alt 7 ugers IKUF-uddannelse i opsigelsesperioden. Bestemmelsen om den ekstra uge træder i kraft 1. maj 2014.

 

Protokollat nr. 41. om frihed til vejledning ved afskedigelse. Medarbejdere, som afskediges pga. omstrukturering, nedskæringer, virksomhedslukning eller andre på virksomheden beroende forhold, får fremovere ret til frihed med løn i op til to timer – placeret efter hensyn til arbejdets tarv – til at søge vejledning i a-kassen/fagforeningen. Bestemmelsen træder i kraft 1. maj 2014.

 

Protokollat nr. 43. om Oplysninger ved brug af vikarer fra vikarbureauer – på Industriens Funktionæroverenskomst. Hvis der er indledt en fagretslig sag mod et vikarbureau, skal bruger-virksomheden, som vikarerne har været udsendt til, fremover på anmodning fra en af overenskomstparterne informere om, hvilke lokalaftaler og kutymer virksomheden har meddelt vikarbureauet skal overholde, for de arbejdsfunktioner vikarerne udfører på virksomheden. Det er fortsat alene vikarbureauet der er ansvarlig for, at overenskomsten er overholdt for vikarerne. Bestemmelsen træder i kraft for sager den rejses den 1. marts 2014 eller senere.

 

Protokollat nr. 44 om Lønforhold og betalingssatser.

Mindstelønssatser:

I Industriens Funktionæroverenskomst er der ikke mindstelønssatser. Via en lokalaftale i TDC hentes mindstelønssatser fra Industriens Overenskomst. DI og CO-industri har aftalt, at:

Pr. 1. marts 2014 forhøjes mindstelønssatsen med kr. 1,50 til kr. 110,20 pr. time.

Pr. 1. marts 2015 forhøjes mindstelønssatsen med kr. 1,65 til kr. 111,85 pr. time.

Pr. 1. marts 2016 forhøjes mindstelønssatsen med kr. 1,80 til kr. 113,65 pr. time.

Ovenstående satser vil derfor fremover også være gældende i TDC som den absolutte bundgrænse for nyansat personale. Lønnen for i forvejen ansatte, samt elevlønninger og ulempetillæg fastsættes hvert år pr. 1. marts uafhængigt af overenskomsten. Det sker i TDC ved forhandlinger mellem TDC og Landsklubben og efterfølgende lønsamtaler. Der er endnu ikke startet lokale lønforhandlinger pr. 1. marts 2014 mellem TDC og Landsklubben. Men du vil kunne følge udviklingen på metaltele.dk

Fritvalgslønkonto:
Med forliget fordobles indbetalingen på medarbejdernes FritvalgsLønkonto fra 1% til 2% i løbet af overenskomstperioden. Det er en forbedring, der giver den enkelte flere penge til fridage, pension, seniorordning eller kontant udbetaling.

I praksis implementeres forbedringen på følgende måde:

Pr. 1. marts 2014 forhøjes indbetalingen med 0,3 pctpoint til i alt 1,3% af den ferieberettigede løn til medarbejderens fritvalgslønskonto.

Pr. 1. marts 2015 forhøjes indbetalingen med 0,4 pctpoint til i alt 1,7% af den ferieberettigede løn til medarbejderens fritvalgslønskonto.

Pr. 1. marts 2016 forhøjes indbetalingen med 0,3 pctpoint til i alt 2,0% af den ferieberettigede løn til medarbejderens fritvalgslønskonto.

 

TDC-Protokollat om ændring af særaftale af 30. januar 2001 – benævnt det tilpassede overenskomstgrundlag i TDC A/S. Under henvisning til at udviklingen i it- og telebranchen som følge af teknologiske, konkurrence- og reguleringsmæssige forhold har medført, at TDC har undergået store forandringer, vil overenskomstparterne, dvs. DI og CO-industri, med bistand af de lokale parter, snarest optage drøftelser om ændringer af det tilpassede overenskomstgrundlag. Det sker på baggrund af udviklingen siden afslutningen af tilpasningsforhandlingen i 2001 og parternes ønske om forandring.

Vision Team Typo3 CMS